Henriwebbe
Engang for lang tid siden troede jeg, at jeg skulle have en hjemmeside, og dengang sagde Henriette Fredslund (sketchdesign.dk) til mig, at jeg skulle tage at vælge Squarespace, da det var liiiige mig – både hvad angik design, brugervenlighed og fleksibilitet. Og efter at have kigget lidt på forskellige Squarespace-sites kunne jeg sagtens se, hvad hun mente. Så jeg tænkte, det er det, jeg skal.
Men jeg fik først behovet nu – ved opstarten af Flottenheim. Så i sidste måned skrev jeg til Henriette: “Henriette, nu er det nu. Jeg har brug for en hjemmeside, og du nævnte engang Squarespace. Hjælp.” Og så sagde Henriette: “Kom, så kigger vi på det.” Så jeg kørte ud til hende i hendes dejlige omgivelser på LYNfabrikken (lynfabrikken.dk), og så kiggede vi på det.
Og jeg kan lide det. Squarespace og jeg finder ud af en del selv. Jeg kigger mig omkring og regner selv ud, hvordan det hele fungerer.
MEN – for træerne vokser selvfølgelig ikke ind i himlen – så kommer jeg jo til kort nu og da, så den anden dag måtte jeg jo lige have fat i Henriette for at finde ud af, hvordan du fx kan følge min blog. Det kunne godt gå hen og ende med en Mailchimp-løsning, men det kræver lige, at jeg sætter mig lidt mere ind i Mailchimp og tager stilling til det. Og mens den ene Henriette skrev om Mailchimp m.m., skrev den anden Henriette (Henriette Vest) noget a la: “Øh, bagdøren står åben.” Hun oplevede, at bagdør-siden åbnede i et nyt vindue – og det skal jeg selvfølgelig også lige have fundet ud, hvordan jeg fikser.
Tina Woods fra Buchs (buchs.dk) ville også gerne lige vide, om ikke jeg skulle have lidt kontaktinfo på siden, så man kunne kontakte mig, hvis man fx havde lyst til at leje et skrivebord eller bare gerne ville spørge ind til Flottenheim. Det fandt jeg selv ud af – det var slet ikke så svært – så nu er der tre links i bunden af sitet, og hvis der skulle være kommet fire eller fem links, når du læser denne tekst, så er det bare, fordi jeg har fundet ud af, at det skulle til.