So Corona happened ...

… og så gik en masse iværksætteri i stå.

Bloggen her var jo sådan set allerede begyndende stillestående, og den forsvandt da også helt ud af min bevidsthed under Corona-Lock Down. Faktisk var jeg ikke sikker på, at mit selvstændige virke, ville virke efter Corona – herunder Flottenheim. Jeg tænkte ikke, at jeg havde nogle muligheder for at påvirke min arbejdssituation ret meget. Jeg gik øjeblikkeligt i arbejdsstå, da Mette holdt sit første pressemøde, og jeg fokuserede i stedet på at gribe vores børn, da de blev kastet hjem fra skole. Og det var okay – for mine kunder var også optaget af andre ting, end at bestille opgaver hos mig. På den måde gik den ene nye, underlige Corona-dag efter den anden, nærmest helt automatisk – vi fik jo at vide, hvad vi skulle gøre. Jeg stoppede ikke meget op undervejs – jeg lyttede bare til pressen, og rettede ind.

Jeg kom ned i Flottenheim sammen med børnene hver dag, da vi lavede Corona-skole dernede, og det føltes rigtig rart pludselig at have tid til at være i lokalet. Tiden i mit liv ændrede karakter – der blev pludselig så meget af den, at den fik en form, jeg kunne få øje på. Tiden blev næsten udelukkende brugt på private initiativer, og den generelle følelse i kroppen var faktisk lettelse. Jeg talte med flere, som godt ville indrømme, at det faktisk var ret rart, at der blev sat en kæmpe kæp i det store hjul. Situationen lagde op til eftertænksomhed.

For mit vedkommende blev jeg tvunget til at tage stilling til, om jeg ville beholde Flottenheim – mit “lokale fuld af drømme”, mit “brainstomy sted”, mit “Atlantis” – det kære barn har mange navne for mig, og det kan nogle gange være rigtig vigtigt, at vores drømme møder modstand, for først der kan vi mærke, om vi gider at kæmpe for dem.

Fast forward til nu

For ikke at lave et blogindlæg på 18 pages – FRONT AND BACK – med de overvejelser, jeg har haft de sidste to år, så vil jeg springe frem til der, hvor jeg er nu: Flottenheim findes endnu. Mit selvstædige virke virker stadig delvist; Jeg er freelance grafisk designer, men jeg er også deltidsansat på Buchs som grafisk designer. Jeg er på Buchs mandag, tirsdag og onsdag, og så arbejder jeg, så vidt muligt, fra Flottenheim torsdag og fredag for mine egne kunder, og med “min egen kunst”.

Mit behov for at arbejde med og omgive mig med kunst er blevet større med tiden. Jeg har arbejdet rigtig meget med mine egne udtryk, og jeg har haft lejlighed til at prøve at par af udtrykkene af. Blandt andet har jeg fået skabt nogle værker indenfor den stil, jeg kalder Photo Art - Urban Abstract og Open Abstract. Det har jeg haft udemærket succes med, og jeg er glad for både process og resultat, så det vil jeg fortsætte med. Jeg har også taget fat på et par andre udtryk, men de er stadig så tidligt i processen, at de er svære at tale om.

For at hjælpe mig selv med at fastholde kunsten, som en vigtig del af mit liv, for den er et glat stykke sæbe, så har jeg sagt ja til at være formand for den lokale kunstforening, Kunstridderne (tidligere Hvorslev Kunstforening). Det var et forsøg – og det virker ret godt. Jeg bliver hele tiden mindet om, at kunsten er vigtig for mig, og jeg har mulighed for at nærme mig kunsten fra mange forskellige vinkler gennem foreningen.

Skriften på væggen

Flottenheim var tænkt som kontor, mødelokale, atelier, galleri, fristed, test-lab m.m. Tiden skulle vise, om andre iværksættere ville leje et bord, starte en forretning, holde et foredrag, eller hvad de nu kunne finde på. Konceptet var, at stedet var fleksibelt; Alle møbler på hjul, så lokalet nemt kunne forandre sig fra fx kontormiljø til foredragssal. Det fungerede egentlig rigtig godt, men jeg kommer nok til at udvikle det mere i retningen af et atelier og galleri. Det betyder ikke, at hjulene bliver fjernet – der skal stadig gerne være plads til gode ideer – men det betyder, at lokalet får en tydeligere profil end tidligere.

Nye værker til væggen er på vej …

Er der succes i leverpostejen?

Eller er der bare krokodiller og reptiler (læs: sætter vores krokodillehjerne en stopper for vores udvikling?)?

Det kan man måske blive lidt klogere på ved et arrangement i Flottenheim, hvor jeg faciliterer det første foredrag af forhåbentlig flere. Ann-Kirstine Helwig Pedersen fucker nu og da med mine faste overbevisninger på den fede måde i sin egenskab af NLP Master Practitioner, Enneagram Master Practitioner og HNLP Practitioner, og torsdag den 6. juni har jeg fået hende til at bruge et par timer på at fortælle om de mekanismer, der går i gang i os, når vi oplever store udfordringer og forandringer, og om, hvordan vi får den indre succes, der skal til for at opnå vores drømme.

Godt – mit indlæg i dag kan gå i to retninger: 1. Jeg kan indsætte Ann-Kirstines tekst, hvor hun beskriver lidt om, hvad foredraget går ud på. 2. Jeg kan prøve at beskrive, hvad Ann-Kirstine har gjort for mig. Hmm bum bum. 2’eren kan godt blive ret abstrakt. What to do? Well, I kan læse Ann-Kirstines tekst her: facebook.com/events/435571727193009, så hvad med, at jeg kaster jer ud i mit forsøg på at beskrive mine reaktioner på Ann-Kirstines ord gennem tiden.

Hvad har jeg lært, og hvad har jeg brugt min nye viden til? Hvad sker der med sådan en som mig, når sådan en som Ann-Kirstine siger og spørger om de ting, hun gør? Det kan faktisk godt være ret svært at holde styr på, men jeg vil dog alligevel prøve at trække et par eksempler frem, og prøve at fastholde dem i en konkret beskrivelse, inden de stikker af og smelter sammen i en eller anden anden sammenhæng.

Jeg har lært, at vi alle sammen har nogle faste overbevisninger, som vi sjældent lægger mærke til. De er en slags underlægningsmusik af ting, vi er blevet fortalt og løbende fortæller os selv, som får os til at tænke og bevæge os på en bestemt måde, helt uden vi lægger mærke til det. Jeg kan faktisk ikke længere huske, hvad jeg gik og fortalte mig selv, men jeg kan huske, at Ann-Kirstine viste mig mit gamle stereoanlæg, så jeg kunne slukke for det. Helt uden at miste mig selv – tværtimod.

Jeg har også lært noget om personlighedstyper. Det var vist nærmest der, det hele startede? Jeg er muligvis en 4’er i enneagrammet eller måske en 7’er, eller var der noget med en 6’er? En 4’er med en 3’er og 5’er, der kæmper om at blive det sekundære tal? Ja, måske. Jeg læste et lille stykke om 4’eren, som sendte mig med eksprestog hjem til mit inderste. Den følelse var næsten nok til, at jeg ikke behøvede at læse mere. Det gav mig omgående en 3-4 års ferie med alt betalt at læse om nogle af mine grundlæggende mekanismer. Med ét gav det ikke længere mening at granske min sjæl. Det stod jo lige der. Det fandtes i en beskrivelse – altså var det ikke mærkeligt. Det var bare sådan det var – mit ego.

Jeg ser dog også stadig 6’eren og 7’eren i spejlet og fælles for alle mig’er er, at vi ikke vil lade et tal eller en type styre vores liv, men enneagrammet har dog sat spot på de forskellige ansigter, et ego kan have, og det har givet mig inspiration til, hvordan jeg kan takle mine udfordringer på nye måder. Ann-Kirstine taler ofte om, hvordan netop vores ego kan komme til at stå i vejen for os. Egoet er ikke et sort får eller et væsen, vi ikke kan lide, men det er del af os, som vi skal holde øje med, fordi det kan puste sig op og tage os steder hen, vi egentlig ikke ønsker.

Hvad ønsker vi så egentlig? Hvad ønskede jeg? Det var hun også god til at finde frem i mig. Hun bad mig om at visualisere mit mål. Det var lidt svært for mig, så hun bad mig i stedet om at fremkalde den følelse, jeg havde i kroppen, når jeg stod midt i mit mål. Det gjorde jeg så, og i mit mål følte jeg mig så fantastisk til mode, at jeg slet ikke kunne lade være med at grine.

Jeg har ikke har et klart mål – jeg har derimod en klar følelse, jeg går efter at få, når jeg har nået mit mål, og jeg har en klar følelse af, hvordan jeg vil have det i kroppen undervejs i min proces, og jeg har et klart billede af, hvilket menneske jeg vil være på min vej mod mit mål, men jeg ved ikke helt præcist, hvad de fysiske omstændigheder er, eller hvor mange penge jeg skal betale eller tjene, eller hvem jeg skal arbejde sammen med. Og det er jo i princippet også lige meget – man kan jo ikke have tabt noget, hvis man står på målstregen og har det så pragtfuldt, at man ikke kan lade være med at grine.

Jeg har også lært at slutte fred med mine, hvad skal vi kalde dem? Dæmoner? Altså de indre mekanismer, der umiddelbart forsøger at få mig ned med nakken. Jeg kan give et konkret eksempel: Jeg havde det dårligt i en bestemt situation igennem en længere periode. Det udløste en følelse af at blive kvalt. Ann-Kirstine spurgte, hvordan den følelse så ud. Jeg beskrev den som noget sejt skum, der snoede sig rundt om min hals og voksede sig større og større. Hvad sker der så, spurgte hun. Jamen det ender med at stramme så meget, at jeg besvimer. Gør det slet ikke noget godt, spurgte hun. Og lige der gik det op for mig, at skummet faktisk kom til at fungere som en airbag, der skånede mit hoved, hvis jeg faldt. Ehm … jo, det gør det jo så egentlig, måtte jeg indrømme. Kunne min rådne skum-dæmon virkelig vise sig at være den, der redder mit liv? Det var satans. Ja, sagde hun bare – det er sådan, det er. Der er ikke noget i dig, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Og så har jeg lært om krokodillehjernen. Den lille lort, som sidder omme i nakken og smadrer mit initiativ gang på gang, fordi den tror, jeg dør, når jeg springer ud i noget nyt. Det er noget nyt! Ikke en klippe! Slap nu af. Godt, at jeg har jo lært, at alle dele af mig er godt for et eller andet. Og krokodillehjernen kan også godt tillade forandring, det skal bare helst gå lidt ubemærket hen.

Men det er måske også den bedste form for forandring? Den, der ikke opleves som en forandring, men nærmere en naturlig proces? Når jeg har talt med Ann-Kirstine om en konkret udfordring eller bare har snakket generelt om alt muligt (ofte i mange, mange spændende timer), så oplever jeg, at mange af de vise ord kun bliver hængende i en periode. Herefter forsvinder de ud af min bevidsthed og forandringen går helt naturligt i gang; noget falder på plads eller rykker sig en my, og jeg glemmer langsomt, hvad min udfordring var.

Jeg kunne blive ved med at skrive om det her. Både fordi jeg kommer i tanke om flere og flere eksempler, men også fordi jeg er så begejstret for, hvor langt jeg føler, jeg selv er kommet. Et enkelt twist på en skrue i din bevidsthed kan få dig til at forsøge noget nyt, som du måske lykkes med i så høj grad, at det giver dig mod til at springe ud i noget tredje osv.

Så jeg vil egentlig bare slutte af med at opfordre til at huske en af Ann-Kirstine gode pointer: ”uanset hvad du tror om dig selv, så er du altid mere end det”.

SoMe-pony

Jeg var til et foredrag med Pernille C. Lotus fra CUBE (Tidl. SMAC Agency og Hippo MGMT) i fredags på Grakom Dagen. Hun stod knivskarpt og med største format og fortalte om influencers og om de sociale medier generelt. Hun havde så overdrevet meget styr på sit shit – både hvad angik fakta og fremlæggelse – at jeg blev næsten helt kørt over. Men jeg kunne li’ det. Jeg sugede alt til mig. Og i den proces blev det ret tydeligt, hvor uskarpt jeg selv står. Jeg er jo bare steget på SoMe-ponyen, som så mange andre, og prøver at holde tungen lige i munden, mens vi styrter hen over springbanen. Når en som hende går banen sammen med mig, så prøver jeg at følge med, tage billeder og skrive ned, så jeg måske kan ride en runde senere uden refuseringer, nedrivninger eller fejl i tid. Men det kommer jo ikke til at ske. Jeg satser ikke på at blive disket, men jeg får med garanti både fejl i tid og kommer til at lave nedrivninger … og ja, jeg kommer nok også til at refusere noget. Fx LinkedIn … den har jeg simpelthen ikke fået min pony henover endnu.

Lav mellemrubrikker

Ud over de sociale medier så er der også hjemmesiden og bloggen. Bloggerkunsten i sig selv skal jeg også prøve at mestre: “Skriv titlen/rubrikken til sidst, og lav mange forslag til dig selv, du kan vælge i mellem,” for titlen skal være smaddergod, og den skal egentlig helst testes i et program, jeg ikke lige kan huske, hvad hedder. “Indholdet skal være i øjenhøjde og relevant.” “Indlæggene kan måske med fordel publiceres mandage kl. 11ish og helst i en regelmæssig strøm.” “Undgå slå- og stavefejl – få en til at læse din tekst igennem.” Der skal linkes og tagges og deles og krydsrefereres, men pas alligevel på med det, for det er også vigtigt, at differentiere indholdet.” osv., osv.

Nogle er jo bare kokke

Jeg er jo bare grafisk designer, så hvorfor koncentrerer jeg mig ikke bare om at arbejde med det? Well – det er faktisk også en del af en grafisk designers arbejde at have en finger på den der SoMe-ponys puls, og så giver det mig også en mulighed for at eksponere mine designs fra forskellige vinkler. Markedsføring har mange ansigter, og når man som mig nu har flere ting, jeg gerne vil sælge, både min arbejdskraft, et lokale og en bestemt atmosfære, så giver det mening at undersøge de forskellige kanaler for at se, hvor budskabet bedst kommer igennem. Og der er kun den hårde måde at finde ud af, hvad der virker: At teste ting på dig. Dig, min læser, min lytter, min beskuer, min kunde, min partner. Jeg ved ikke endnu, hvor jeg har dig. Jeg er først nødt til at hælde alt muligt indhold ud over dig på forskellige kanaler for at finde ud af, hvor du er, og hvad du kan lide. Og det kan faktisk godt føles lidt hårdt, for jeg vil virkelig ikke genere dig.

Så nu prøver jeg at differentiere indholdet så meget, at du helst ikke fremadrettet skal opleve at blive dobbel- eller trippelbombarderet med ens indhold. Facebook til film, Instagram til fotos, bloggen til den lange, dybe tekst og hjemmesiden til salg – når jeg kommer så langt.

Og på listen over korrekt blogging kan jeg sætte flueben ved ”smaddergod titel” (eller smaddermærkelig og alt for metaforisk?), ”mellemrubrikker”, ”indhold i øjenhøjde”, og hvis min retskrivningshelt Arthur Andersen kan nå at læse korrektur inden i morgen kl. 11ish, så kan jeg sætte to flueben mere.

Safayas @ Flottenheim

I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at arbejde til lyden af Camilla, som smågrinende, nynnende og snakkende gik rundt og tog billeder af sine items til sin shop, Safayas. Hun sælger tøj og accessories med fuld fart på farver og frække detaljer – ingen kvinde, som iklæder sig Camillas fund, kommer til at gå i et med tapetet. Og da Camilla er lige så festlig som sine varer, så havde vi naturligvis en rigtig hyggelig fredag i Flottenheim.

Henriwebbe

Engang for lang tid siden troede jeg, at jeg skulle have en hjemmeside, og dengang sagde Henriette Fredslund (sketchdesign.dk) til mig, at jeg skulle tage at vælge Squarespace, da det var liiiige mig – både hvad angik design, brugervenlighed og fleksibilitet. Og efter at have kigget lidt på forskellige Squarespace-sites kunne jeg sagtens se, hvad hun mente. Så jeg tænkte, det er det, jeg skal.

Men jeg fik først behovet nu – ved opstarten af Flottenheim. Så i sidste måned skrev jeg til Henriette: “Henriette, nu er det nu. Jeg har brug for en hjemmeside, og du nævnte engang Squarespace. Hjælp.” Og så sagde Henriette: “Kom, så kigger vi på det.” Så jeg kørte ud til hende i hendes dejlige omgivelser på LYNfabrikken (lynfabrikken.dk), og så kiggede vi på det.

Og jeg kan lide det. Squarespace og jeg finder ud af en del selv. Jeg kigger mig omkring og regner selv ud, hvordan det hele fungerer.

MEN – for træerne vokser selvfølgelig ikke ind i himlen – så kommer jeg jo til kort nu og da, så den anden dag måtte jeg jo lige have fat i Henriette for at finde ud af, hvordan du fx kan følge min blog. Det kunne godt gå hen og ende med en Mailchimp-løsning, men det kræver lige, at jeg sætter mig lidt mere ind i Mailchimp og tager stilling til det. Og mens den ene Henriette skrev om Mailchimp m.m., skrev den anden Henriette (Henriette Vest) noget a la: “Øh, bagdøren står åben.” Hun oplevede, at bagdør-siden åbnede i et nyt vindue – og det skal jeg selvfølgelig også lige have fundet ud, hvordan jeg fikser.

Tina Woods fra Buchs (buchs.dk) ville også gerne lige vide, om ikke jeg skulle have lidt kontaktinfo på siden, så man kunne kontakte mig, hvis man fx havde lyst til at leje et skrivebord eller bare gerne ville spørge ind til Flottenheim. Det fandt jeg selv ud af – det var slet ikke så svært – så nu er der tre links i bunden af sitet, og hvis der skulle være kommet fire eller fem links, når du læser denne tekst, så er det bare, fordi jeg har fundet ud af, at det skulle til.

Fuck it, blog it

“Så hvad er det, du har gang i nede på Hovedgaden?” spørger folk mig, og så prøver jeg at forklare: “Well, det er et kontormiljø-atelier-værksteds-lokale … måske. Men faktisk er det også en kreativ safe zone, hvor ideer kan opstå – og jeg har jo selv kontor der, og det kan andre måske også få. Altså, du ved, det vil tiden vise-agtigt.” Det bliver folk ikke altid klogere af ... og folk har måske heller ikke altid lige tid til at spørge mere ind til det henne ved mælkekøleren i Brugsen eller på vej hen til fastelavnstønden i hallen, med køllen i hånden.

Men sagen er også, at jeg har drømt om et sted, hvor der er en bestemt stemning, og ikke nogle bestemte aktiviteter. Det er tænkt som et foranderligt sted, som er max fleksibelt, og det har fået navnet Flottenheim – alt er, så vidt muligt, på hjul, så vi kan indrette lokalet efter behov.

I skrivende stund er det indrettet som kontor for mig selv: ENLOTTE, freelance grafisk designer og iværksætter (fb: @enlotte). Christine fra Value Makers har lånt et skrivebord et par gange, hvorfra hun har skabt en masse value – og arbejdet i ro og mag (Insta: @roogmag). I morgen har Camilla fra Safayas (facebook.com/safayas) planlagt en dag til et photoshoot, hvor hun skal tage billeder af nogle af de spændende sager, hun har i sin shop. Jeg planlægger også et foredrag sammen med Ann-Kirstine fra Vic2rious (vic2rious.dk), som siger ting som: “Lige meget hvad du tror, du er, er du altid meget mere” og “Er der succes i leverpostejen?” Hun er basically udlært i at få os til at udnytte vores fulde potentiale og forstå, hvorfor vi måske ikke gør det.

Og med dette skriv sniger jeg lanceringen af mit nye website i gang – uden champagne og ta ta taaaaaa! Jeg kunne jo godt have ventet, til galleriet er fyldt op med print og diverse, og til lokalet er fyldt op med aktivitet, men hvorfor vente? Hvorfor ikke lægge skinnerne, som vi kommer frem, og skrive om processen? Det er jo også en del af den drøm, jeg har: at Flottenheim kan fungere som et sted, vi prøver nogle ting af. Og hvordan signalerer jeg det bedre, end ved selv at gøre det?

Så nu vil jeg på bedste Stine Mølgaard-vis bare blogge det hele i gang. Ikke at Stine blogger ting i gang, men hun er medforfatter til min yndlingsbog ’Fuck it, Ship it’, og så har hun til et foredrag overbevist mig om, at man bare skal prøve nogle ting af. Hver gang vi tester noget, bliver vi klogere. Så hvis jeg havde spurgt Stine: “Altså hvaaa, altså Stine, kan jeg godt bare starte en blog, eller er der nogen, jeg skal spørge eller noget andet, der skal til, eller altså skal jeg læse noget om at blogge først eller … hey! – hvordan har man en hjemmeside? Hvordan skal den se ud, og hvem læser den? Og er det ikke svært?” så havde Stine sikkert sagt: “Det kan du sagtens. Klik på noget. Download noget. Leg med det. Fuck it, blog it.”