Eller er der bare krokodiller og reptiler (læs: sætter vores krokodillehjerne en stopper for vores udvikling?)?

Det kan man måske blive lidt klogere på ved et arrangement i Flottenheim, hvor jeg faciliterer det første foredrag af forhåbentlig flere. Ann-Kirstine Helwig Pedersen fucker nu og da med mine faste overbevisninger på den fede måde i sin egenskab af NLP Master Practitioner, Enneagram Master Practitioner og HNLP Practitioner, og torsdag den 6. juni har jeg fået hende til at bruge et par timer på at fortælle om de mekanismer, der går i gang i os, når vi oplever store udfordringer og forandringer, og om, hvordan vi får den indre succes, der skal til for at opnå vores drømme.

Godt – mit indlæg i dag kan gå i to retninger: 1. Jeg kan indsætte Ann-Kirstines tekst, hvor hun beskriver lidt om, hvad foredraget går ud på. 2. Jeg kan prøve at beskrive, hvad Ann-Kirstine har gjort for mig. Hmm bum bum. 2’eren kan godt blive ret abstrakt. What to do? Well, I kan læse Ann-Kirstines tekst her: facebook.com/events/435571727193009, så hvad med, at jeg kaster jer ud i mit forsøg på at beskrive mine reaktioner på Ann-Kirstines ord gennem tiden.

Hvad har jeg lært, og hvad har jeg brugt min nye viden til? Hvad sker der med sådan en som mig, når sådan en som Ann-Kirstine siger og spørger om de ting, hun gør? Det kan faktisk godt være ret svært at holde styr på, men jeg vil dog alligevel prøve at trække et par eksempler frem, og prøve at fastholde dem i en konkret beskrivelse, inden de stikker af og smelter sammen i en eller anden anden sammenhæng.

Jeg har lært, at vi alle sammen har nogle faste overbevisninger, som vi sjældent lægger mærke til. De er en slags underlægningsmusik af ting, vi er blevet fortalt og løbende fortæller os selv, som får os til at tænke og bevæge os på en bestemt måde, helt uden vi lægger mærke til det. Jeg kan faktisk ikke længere huske, hvad jeg gik og fortalte mig selv, men jeg kan huske, at Ann-Kirstine viste mig mit gamle stereoanlæg, så jeg kunne slukke for det. Helt uden at miste mig selv – tværtimod.

Jeg har også lært noget om personlighedstyper. Det var vist nærmest der, det hele startede? Jeg er muligvis en 4’er i enneagrammet eller måske en 7’er, eller var der noget med en 6’er? En 4’er med en 3’er og 5’er, der kæmper om at blive det sekundære tal? Ja, måske. Jeg læste et lille stykke om 4’eren, som sendte mig med eksprestog hjem til mit inderste. Den følelse var næsten nok til, at jeg ikke behøvede at læse mere. Det gav mig omgående en 3-4 års ferie med alt betalt at læse om nogle af mine grundlæggende mekanismer. Med ét gav det ikke længere mening at granske min sjæl. Det stod jo lige der. Det fandtes i en beskrivelse – altså var det ikke mærkeligt. Det var bare sådan det var – mit ego.

Jeg ser dog også stadig 6’eren og 7’eren i spejlet og fælles for alle mig’er er, at vi ikke vil lade et tal eller en type styre vores liv, men enneagrammet har dog sat spot på de forskellige ansigter, et ego kan have, og det har givet mig inspiration til, hvordan jeg kan takle mine udfordringer på nye måder. Ann-Kirstine taler ofte om, hvordan netop vores ego kan komme til at stå i vejen for os. Egoet er ikke et sort får eller et væsen, vi ikke kan lide, men det er del af os, som vi skal holde øje med, fordi det kan puste sig op og tage os steder hen, vi egentlig ikke ønsker.

Hvad ønsker vi så egentlig? Hvad ønskede jeg? Det var hun også god til at finde frem i mig. Hun bad mig om at visualisere mit mål. Det var lidt svært for mig, så hun bad mig i stedet om at fremkalde den følelse, jeg havde i kroppen, når jeg stod midt i mit mål. Det gjorde jeg så, og i mit mål følte jeg mig så fantastisk til mode, at jeg slet ikke kunne lade være med at grine.

Jeg har ikke har et klart mål – jeg har derimod en klar følelse, jeg går efter at få, når jeg har nået mit mål, og jeg har en klar følelse af, hvordan jeg vil have det i kroppen undervejs i min proces, og jeg har et klart billede af, hvilket menneske jeg vil være på min vej mod mit mål, men jeg ved ikke helt præcist, hvad de fysiske omstændigheder er, eller hvor mange penge jeg skal betale eller tjene, eller hvem jeg skal arbejde sammen med. Og det er jo i princippet også lige meget – man kan jo ikke have tabt noget, hvis man står på målstregen og har det så pragtfuldt, at man ikke kan lade være med at grine.

Jeg har også lært at slutte fred med mine, hvad skal vi kalde dem? Dæmoner? Altså de indre mekanismer, der umiddelbart forsøger at få mig ned med nakken. Jeg kan give et konkret eksempel: Jeg havde det dårligt i en bestemt situation igennem en længere periode. Det udløste en følelse af at blive kvalt. Ann-Kirstine spurgte, hvordan den følelse så ud. Jeg beskrev den som noget sejt skum, der snoede sig rundt om min hals og voksede sig større og større. Hvad sker der så, spurgte hun. Jamen det ender med at stramme så meget, at jeg besvimer. Gør det slet ikke noget godt, spurgte hun. Og lige der gik det op for mig, at skummet faktisk kom til at fungere som en airbag, der skånede mit hoved, hvis jeg faldt. Ehm … jo, det gør det jo så egentlig, måtte jeg indrømme. Kunne min rådne skum-dæmon virkelig vise sig at være den, der redder mit liv? Det var satans. Ja, sagde hun bare – det er sådan, det er. Der er ikke noget i dig, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Og så har jeg lært om krokodillehjernen. Den lille lort, som sidder omme i nakken og smadrer mit initiativ gang på gang, fordi den tror, jeg dør, når jeg springer ud i noget nyt. Det er noget nyt! Ikke en klippe! Slap nu af. Godt, at jeg har jo lært, at alle dele af mig er godt for et eller andet. Og krokodillehjernen kan også godt tillade forandring, det skal bare helst gå lidt ubemærket hen.

Men det er måske også den bedste form for forandring? Den, der ikke opleves som en forandring, men nærmere en naturlig proces? Når jeg har talt med Ann-Kirstine om en konkret udfordring eller bare har snakket generelt om alt muligt (ofte i mange, mange spændende timer), så oplever jeg, at mange af de vise ord kun bliver hængende i en periode. Herefter forsvinder de ud af min bevidsthed og forandringen går helt naturligt i gang; noget falder på plads eller rykker sig en my, og jeg glemmer langsomt, hvad min udfordring var.

Jeg kunne blive ved med at skrive om det her. Både fordi jeg kommer i tanke om flere og flere eksempler, men også fordi jeg er så begejstret for, hvor langt jeg føler, jeg selv er kommet. Et enkelt twist på en skrue i din bevidsthed kan få dig til at forsøge noget nyt, som du måske lykkes med i så høj grad, at det giver dig mod til at springe ud i noget tredje osv.

Så jeg vil egentlig bare slutte af med at opfordre til at huske en af Ann-Kirstine gode pointer: ”uanset hvad du tror om dig selv, så er du altid mere end det”.