“Så hvad er det, du har gang i nede på Hovedgaden?” spørger folk mig, og så prøver jeg at forklare: “Well, det er et kontormiljø-atelier-værksteds-lokale … måske. Men faktisk er det også en kreativ safe zone, hvor ideer kan opstå – og jeg har jo selv kontor der, og det kan andre måske også få. Altså, du ved, det vil tiden vise-agtigt.” Det bliver folk ikke altid klogere af ... og folk har måske heller ikke altid lige tid til at spørge mere ind til det henne ved mælkekøleren i Brugsen eller på vej hen til fastelavnstønden i hallen, med køllen i hånden.
Men sagen er også, at jeg har drømt om et sted, hvor der er en bestemt stemning, og ikke nogle bestemte aktiviteter. Det er tænkt som et foranderligt sted, som er max fleksibelt, og det har fået navnet Flottenheim – alt er, så vidt muligt, på hjul, så vi kan indrette lokalet efter behov.
I skrivende stund er det indrettet som kontor for mig selv: ENLOTTE, freelance grafisk designer og iværksætter (fb: @enlotte). Christine fra Value Makers har lånt et skrivebord et par gange, hvorfra hun har skabt en masse value – og arbejdet i ro og mag (Insta: @roogmag). I morgen har Camilla fra Safayas (facebook.com/safayas) planlagt en dag til et photoshoot, hvor hun skal tage billeder af nogle af de spændende sager, hun har i sin shop. Jeg planlægger også et foredrag sammen med Ann-Kirstine fra Vic2rious (vic2rious.dk), som siger ting som: “Lige meget hvad du tror, du er, er du altid meget mere” og “Er der succes i leverpostejen?” Hun er basically udlært i at få os til at udnytte vores fulde potentiale og forstå, hvorfor vi måske ikke gør det.
Og med dette skriv sniger jeg lanceringen af mit nye website i gang – uden champagne og ta ta taaaaaa! Jeg kunne jo godt have ventet, til galleriet er fyldt op med print og diverse, og til lokalet er fyldt op med aktivitet, men hvorfor vente? Hvorfor ikke lægge skinnerne, som vi kommer frem, og skrive om processen? Det er jo også en del af den drøm, jeg har: at Flottenheim kan fungere som et sted, vi prøver nogle ting af. Og hvordan signalerer jeg det bedre, end ved selv at gøre det?
Så nu vil jeg på bedste Stine Mølgaard-vis bare blogge det hele i gang. Ikke at Stine blogger ting i gang, men hun er medforfatter til min yndlingsbog ’Fuck it, Ship it’, og så har hun til et foredrag overbevist mig om, at man bare skal prøve nogle ting af. Hver gang vi tester noget, bliver vi klogere. Så hvis jeg havde spurgt Stine: “Altså hvaaa, altså Stine, kan jeg godt bare starte en blog, eller er der nogen, jeg skal spørge eller noget andet, der skal til, eller altså skal jeg læse noget om at blogge først eller … hey! – hvordan har man en hjemmeside? Hvordan skal den se ud, og hvem læser den? Og er det ikke svært?” så havde Stine sikkert sagt: “Det kan du sagtens. Klik på noget. Download noget. Leg med det. Fuck it, blog it.”